Nyhedsbrev efterår 2019  

Allerførst en stor tak til alle, der hjalp til med årets Frivilligfest eller deltog i den. Uden gæster ingen fest. Lidt langsomme ølhaner, en svær sang og et kabel lige til at falde over kan ikke ødelægge indtrykket af en dejlig fest. God mad, god musik, Jacob Haugaard i topform og et feststemt publikum sørgede for en aften, vi her i huset har fået masser af roser for.
Vi praler lidt af vores foreningers store opbakning, af hjælpernes effektivitet så opstilling og nedtagning går som en leg og af Haderslev Idrætscenter, der spiller med og gør det så let som muligt for alle parter.

Det er tiden at ansøge om § 18 midler. Ansøgningsfrist mandag d. 28. oktober. Ansøgningsskema og kriterier kan I finde på vores hjemmeside og her i efteråret er det de samme pejlemærker Udvalger for Sundhed og Forebyggelse stiler imod

  • Børn og unges sundhed
  • Mental sundhed, forebyggelse af ensomhed
  • Indsatser for en røgfri fremtid.

Gå ikke i panik over specielle pejlemærker. Alle, der gør en indsats for udsatte grupper, er relevante ansøgere. Kommer jeres ansøgning i nærheden af pejlemærkerne, så nævn det gerne.

Der er udsendt invitation til samtlige foreningsformænd i vores medlemsforeninger til et dialogmøde med politikerne i Udvalget for Sundhed og Forebyggelse. Det foregår i Hammelev Forsamlingshus d. 7. november kl. 19.00. Her er der mulighed for at spørge og komme med gode forslag - også om, hvordan kommunen allerbedst bruger § 18 midlerne i forhold til frivillighed og sociale indsatser.

Og det sidste vers af den sang, vi ikke kunne finde ud af at synge til Frivilligfesten,
"Du skal plante et træ ... " af Piet Hein:

Du skal blomstre og dræ.
Dine frugter skal mætte
om så kun det simpleste kræ.
Du har del i en fremtid.
For dén skal du plante et træ.

Til fri fortolkning.

Helga og Rasmus