Kriterier for tildeling af § 18-midler i Haderslev Kommune  

Udvalget for Sundhed og Forebyggelse fastsætter én gang i hver valgperiode kriterierne for uddeling af § 18-midler. Nedenstående er gældende for valgperioden 2018 - 2021.

Udvalget ønsker i indeværende valgperiode at starte en bevægelse i retning af at skabe en tættere sammenhæng mellem kriterierne for tildeling af § 18-midler og udvalgets strategiske pejlemærker. Det betyder, at ansøgningernes kobling til ét eller flere af de strategiske pejlemærker med tiden vil blive tillagt større værdi i vurderingen.

De pejlemærker, hvor det frivillige arbejde i særlig grad kan fremme en positiv udvikling sammen med andre borgere i Haderslev Kommune, er:
  • Fremme af børn og unges sundhed
  • Styrkelse af metal sundhed, herunder fremme af fællesskaber og forebyggelse af ensomhed
  • Indsatser for en røgfri fremtid

Derudover gælder nedenstående retningslinjer.
 

Hvem kan søge: Private foreninger, organisationer eller grupper, der arbejder med frivilligt socialt arbejde i Haderslev kommune

Hvilke formål kan der søges støtte til? Frivilligt socialt arbejde, som henhører under Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev kommune og som understøtter sociale fællesskaber.

F.eks
  • Rådgivning inkl. telefonrådgivning
  • Besøgsvennetjenester
  • Støtte- og kontaktpersoner på frivillig basis
  • Ledsageordninger på frivillig basis
  • Frivillige væresteder og sociale cafeer
  • Forskellige former for aflastningstjenester for pårørende m.m.
  • Visse former for selvhjælpsgrupper og krisecentre
  • Indgåelse af åremålsprojekter, dog max 3 år
  • Patientforeninger, der yder fremme af forebyggelse og sundhed
Tilskud ydes som grundregel altid til selve det frivillige arbejde og de dermed forbundne udgifter.


Arbejdet skal være frivilligt.
Frivilligt socialt arbejde er en samlet betegnelse for frivillig indsats inden for det sociale og sundhedsmæssige område, som har frivillig arbejdskraft som en væsentlig del af organisationens grundlag.
Ved frivillig forstås, at arbejdet udføres af lyst og interesse og ikke som led i f.eks aktivering. Aktiviteterne er som hovedregel ikke lønnet (men evt. kompenseret for udgifter) og udføres for andre end familie og slægt og er til gavn for andre end èn selv. Arbejdet skal være af formel karakter og foregå inden for rammerne af en organisation, forening, gruppe eller projekt.
En frivillig forening/organisation karakteriseres ved ikke at være en forening, hvor et overskud går til ejerne. Derimod kan der drives f.eks genbrugsforretning til gavn for arbejdet.
Foreningen/organisationen behøver ikke at være formaliseret med bestyrelse m.m., men der skal som et minimum være en ansvarlig kontaktperson for gruppen, ligesom gruppen skal formulere "Et formål med arbejdet" samt udtrykke, hvor evt. pengebeholdning skal anbringes i tilfælde af ophør.

Der må gerne være lønnet arbejde i tilknytning til aktiviteten, f.eks administration, projektledelse, men det skal i så fald fremgå af ansøgningen, hvorledes de ansøgte midler vil komme det lokale frivillige arbejde til gode.
En frivillig forening/organisation, hvor medlemmerne får en fællesoplevelse ved deltagelse i en aktivitet.

Arbejdet skal udføres inden for kommunen.
Tilskud fra den kommunale pulje skal gå til aktiviteter, der kommer kommunens borgere til gode.

Samfinanciering.
Ved bedømmelse af ansøgningen kan der lægges vægt på, at der også søges og opnås støtte fra anden side, f.eks fra regionen eller fra organisationens landsforening.
Det er derfor vigtigt at udfylde dette felt i skemaet.

Paraplyorganisationer og hovedforeninger.
Paraplyorganisationer kan modtage tilskud, hvis disse kanaliseres videre til medlemsorganisationer eller til borgere fra Haderslev kommune, der deltager i den konkrete aktivitet.

Årsberetning og regnskab
Hvis der opnås støtte, vil man samtidig modtage instruks om årsberetning og regnskab.

Hvem kan ikke ansøge?
Offentlige institutioner og bestyrelser for disse kan ikke søge, men kan lægge hus til aktiviteter, der udføres af frivilligt organiserede. Der ydes ikke tilskud til landsindsamlinger.

Prioritering
Der tilgodeses max. 3 ansøgninger fra den samme forening. Har man sendt mere end én, er det vigtigt, at foreningen prioriterer sine ansøgninger.

Tilbagebetaling.
Er der søgt penge til et bestemt formål og foreningen ikke har mulighed for at gennemføre aktiviteten, skal pengene tilbageføres til kommunen. I enkelte tilfælde kan der forespørges om udsættelse, hvis en aktivitet kan gennemføres inden for de næste 12 måneder.